Interview: Al Jacobi udgiver serie af 5 numre om moderne kærlighed og lyst

Al Jacobi er en ung, spirende, nordjysk rapper, der er på vej op på den danske rapscene. Den unge lyriker skubber til forventninger og forestillinger om, hvordan man f.eks. kan være et sexsymbol, eller hvad et booty call kan være.

R U UP? er Al Jacobis nyeste single med dertilhørende video. Singlen udkom i går og er anden sang i en serie af fem numre, der hver især beskæftiger sig med kærlighed i vores tidsalder. Sangene har hver deres videohold, skuespillerinde, cover-artist samt tøjsponsor tilknyttet, og en stor gruppe mennesker på tværs af de danske regioner har således bakket op om projektet og budt ind med deres kreative kompetencer.

Sangen R U UP? handler om den sene nattebesked fra en, der egentlig vil være mere end bare et “booty call”. Videoen er instrueret af Andreas Landgaard, sponsoreret af Streetammo, og i den kvindelige og mandlige hovedrolle ses henholdsvis Anna Sørrig og Nikolaj Anthon Berg.

Vi har haft fat i Rune Mørch Albrechtsen, rapperen bag Al Jacobi, til en lille snak:

Hej Rune, kan du fortælle lidt om, hvem du er, og hvad du står for ift. musikken?
Det kan du tro. Jeg hedder Rune, er 24 år og er fra Nordjylland. Når jeg rapper og laver musik, går jeg under navnet Al Jacobi. Jeg vil sige, jeg står for, at man gerne må turde mene noget med sin musik, og at det ikke altid behøves at være så neutralt og abstrakt. Det er okay at sige tingene, som de er, eller som man oplever dem. Nu romantiserer jeg sjældent fortiden, og jeg er generelt meget en person, der kigger fremad, men lige på det punkt kan jeg da godt savne oprørsånden hos ungdommen, i hvert fald i musikken. Den oplever vi selvfølgelig også hos flere kvindelige kunstnere såsom Ravi Kuma herhjemme og for eksempel Lizzo i USA, der tør stå frem og have en holdning og også et modsvar til nutidens kvindesyn.

Hvordan vil du selv definere din egen lyd?
Hmm… Nu er det rigtige svar vel at sige, at det kan jeg ikke? Ej, jeg ved ikke, om jeg kan definere min lyd og sige, den er præcis på den her måde, men jeg er da meget bevidst om mine indflydelser og de valg, jeg foretager mig, når jeg skaber. Jeg vil nok sige, at min lyd bedst kan beskrives som værende i overensstemmelse med mine tekster. Altså jeg prøver altid at lade mine produktioner og min levering komplimentere sangens budskab.

Hvad er vigtigt for dig, når du laver musik, og hvor finder du inspiration?
Det er vigtigt for mig at sige noget. Uanset om det handler om de store eller små ting i livet. Jeg tror i hvert fald meget på ikke bare at sende tomme kalorier ud i universet. Det er heller ikke, fordi det ikke må underholde eller være kommercielt, tværtimod. Jeg synes bare, det er vigtigt først og fremmest at finde ud af, hvad man vil sige og så pakke det ind på en indtagelig måde i stedet for at ens første tanke er at skrive et hit. Det er vigtigt, det ikke bliver det eneste succeskriterie. Det er vel egentlig også bare deri, jeg finder min inspiration. Hvad jeg har brug for at sige eller fortælle om.

Hvordan kom du i gang med at lave musik?
Jamen min far lever af at spille guitar, så det musikalske har vel altid været med fra barnsben af, men der gik lang tid, før jeg selv faldt for at skabe musik. Det var først, da jeg legede lidt med det musikprogram, han havde på sin computer, at jeg forelskede mig i selv at lave musik, men så har jeg heller aldrig flirtet med tanken om at skulle andet siden.

For dem der ikke har hørt den, hvad handler den nye single ’R U UP?’ om, og hvad er budskabet i videoen?
Sangen er en del af en serie af fem sange, der alle omhandler kærlighed i vores tidsalder. ’R U UP?’ er så anden sang i den udgivelsesrække, og den handler om at finde kærlighed i et ”booty call”, som vi siger på godt gammeldags dansk. Det er jo efterhånden blevet en ret normal måde at starte ud som bollevenner eller lignende og efterfølgende forelske sig. Selvom det måske ikke lyder som en kærlighedssang, så er det jo egentlig dét, det er. Hmm… Jeg ved ikke, om der for mig er et budskab i videoen, lige så meget som der bare er et tema. Temaet er vel bare, at kærlighed er en kamp, og at tiden uden den, man længes efter, altid vil føles lang og ensom. Det synes jeg, Andreas (instruktøren) og resten af holdet bag har kommunikeret godt.

Hvordan føles det at kunne vise dit projekt til verden?
Det føles godt. Rigtigt.

Hvad er fremtidsplanerne med musikken?
Planen er da at blive den største kunstner i verden. Ikke nødvendigvis den største rent kommercielt, men at blive den kunstner i verden, der skaber den største kunst. Det er i hvert fald dét, jeg efterstræber hver dag.

Vi siger 1000 tak til Al Jacobi og anbefaler helt sikker at give singlen et lyt og tjekke den fede video ud her: 

 

https://www.youtube.com/watch?v=WsOxIo8U8Lo&feature=youtu.be