Interview: Carllo Yaboy og Bootybaybruiser udgiver dobbeltsingle med gæste-feature fra rapperen OTAY

Duo med stort D, men samtidig en del af musikkollektivet Golden Lake Records – Carllo Yaboy og Bootybaybruiser er klar til at indtage den danske musikscene.

Bootybaybruiser og Carllo Yaboy har sammen udgivet tre singler under navnet Saint – the duo og er nu klar med deres nye dobbeltsingle ”Drivin’ / Ridin Thru’”, som begge indeholder gæste-feature fra rapperen OTAY.
De har en lyd og et univers, der er fuldstændig deres eget, men samtidig et helt perfekt match til det nuværende hiphop-landskab.

Bag kunstnernavnene er produceren Hans Zamroud (20 år) og rapper/sanger Carllo Yeboah (18 år).

 – Hans: ” Mit kunstnernavn Bootybaybruiser kommer af, at jeg er en kæmpe spil-nørd. I World of Warcraft er der et sted, som hedder Bootybay, og så ligner jeg lidt de små gule gubliner, der hedder bruiser haha”.

 – Carllo: ”Mit stammer fra efterskolen, hvor Ammar (fra Golden Lake Records) plejede at sige Yaboi, når jeg kom ind ad døren, og så minder det om mit efternavn”.

Københavnere med musik i blodet  
Hans og Carllo er begge to opvokset i København og kommer fra musikalske hjem.

– Carllo: ”Jeg er opvokset på Blågårdsplads og bor ved søerne nu. Min far er fra Ghana, og så har jeg en dansker mor. Lige nu går jeg på MGK, men har gået på Rudolf Steiner skole og spiller alt klaver, bas, cello, violin, men det er helt klart guitaren, som er mit instrument.

 – Hans: ”Jeg har stort set boet overalt i København, men er fra Amager og bor lige nu på Studiestræde. Musik har også altid været en del af mit liv. Min far var med i Zididada. Jeg begyndte som 13-14 år til trommer, og så begyndte jeg at producere som 16-årig. Ligeså stille begyndte musikken at fylde mere, så jeg startede på musiklinjen på produktionsskolen K-U-B-A.

Ved et tilfæde
K-U-B-A er også stedet, hvor et helt tilfældigt møde skulle ende med, at de kom til at lave musik sammen.

– Hans: ”Jeg holdte et houseparty, hvor Carllo blev som den sidste lidt for længe haha”.

– Carllo: ”Vi havde faktisk aldrig rigtig snakket sammen før den aften. Men jeg blev til festen, efter at alle sammen var gået. Så spiste vi pizza, og Hans spillede et beat, han manglede en til at rappe over. Og da jeg hørte det, vidste jeg bare, at ham ville jeg arbejde sammen med.

– Hans: ”Så mødtes vi ugen efter, hvor Carllo var syg med snot i hele hovedet og faktisk også lidt nervøs. Men så drak vi te, og nummeret endte faktisk med at blive til vores første single ”Blame me”.

Duo med stort D 
Fra den dag vidste drengene, at de sammen kunne udrette store ting.

– Carllo: ”Vi skal aldrig tvinge en vibe frem hverken som venner eller i studiet – vi er en sublim duo, overjordiske, faktisk holy sammen, måske skulle vi have heddet Saint haha”.

 – Hans: ”Jeg er meget picky, med hvem jeg arbejder sammen. Mig og Carllos workflow passer godt sammen. Vi er meget inde over hinandens arbejde og kommer med ideer”.

 – Carllo: ”Vi har en meget intens arbejdstid. Ideerne flyver afsted, indtil vi er helt tømt for kreativitet.

– Hans: ”Ja mellemdelen er den sværeste. Her rammer Carllo ofte en mur, hvor der så kan gå tre timer, og så pludselig har han en ny ide. Vi går altid fra studiet med noget nyt og bedre”. 

– Carllo: “At vi er en duo er også tydeligt, når vi optræder live. Her er Hans også altid med fremme på scenen og står ikke bare bag pulten, som DJ’s ofte gør”.

Golden Lake Records
Hans og Carllo er en del af musikkollektivet Golden Lake Records.

– Carllo: “Golden Lake Records blev til ved, at nogle af os kendte hinanden fra efterskolen og mødtes så alle sammen senere på Kuba, hvor hele gruppen blev dannet. Mig, Amma, Sylvester, Otto/Otay og Albert (der har gået på efterskole sammen) fik ideén, og efter et par måneder på Kuba kom Clara (23 hundred), Marcello og Hans så med.
For os er Golden Lake Records, hvad vi føler, det skal være – vi har ingen hierarki. Vi kan tage hårde beslutninger sammen og så gå ud og være de bedste venner bagefter”. 

Trap med mellow øjeblikke blandet med baile funk
De er en alsidig duo, hvilket kan høres tydeligt på de to nye tracks. Lyden er inspireret af moderne amerikansk hiphop-kultur med inspiration fra forskellige sub-genrer som R&B, trap og baile funk.
Hovedsinglen ”Drivin” trækker på inspiration fra artister som Tyga med et lækkert og stilrent flow bakket op af et bouncy beat, som gør den til det perfekte soundtrack til sommerens festival-camps. ”Ridin Thru” er en mere melodisk og følelsesladet produktion.

– Carllo: ”Nogle gange kan det være helt mellow og andre gange meget trappet. Jeg er meget inspireret af kunstnere som Travis Scott, Bryson Tiller, Lil Uzi Vert og Michael Jackson – især hans performergejst.
Mine tekster skal bringe følelserne frem, og folk skal mærke viben, mere end det måske rimer.
Ridin thru’ handler om at være sammen med en dame. Man er bedre end hendes andre tilbud. Jeg er that nigger – måske tror du, at jeg er en ting, men jeg er noget andet”.

– Hans: “Drivin’ thru” er boys sangen. Jeg zigger din damer. Det er en pure flex, dryp ting med sine homies”.

Carllo: “Det er kollektiv flex. Man er i byen med sine gutter – Du kigger til højre og til venstre, og dine gutter ser godt ud”.

“Free, fresh & fly – The take over is real”
Der er ikke meget tvivl at spore. Duoen tror fuldt ud på fremtidig succes.

Carllo: “Free, fresh & fly – the take over is real”. 

Hans: “Er det ikke en Nik og Jay sang? Haha”. 

Carllo: “Haha, ej men vi arbejder hele tiden på at udvikle vores lyd. Vi er allerede langt bedre end vores første materiale”. 

Hans: “Jeg føler allerede, vi er langt bedre, end det vi lavede sidst i studiet. Vi lærer mere om hinanden og hinandens workflow hele tiden. Og nu glæder vi os til, at folk skal høre vores nye single”.

Saint har udgivet deres hidtidige tre singler på egen hånd, inden de tilbage i februar indgik aftale med Blond Records og nu er klar til at tage næste skridt i deres musikalske karriere.

Oplev Bootybaybruiser og Carllo Yaboy, når de spiller på Rust 15. juni.

Hør “Drivin” på Drop Deads Spotify-liste!


Foto: Carllo Yaboy og Bootybaybruiser