Interview: Lace er ude med debut-ep “Fint nu”

På bloggen har vi snakket med Lace om hans debut-ep “Fint nu”. Fem numre der giver et billede Lace som person og artist – En ep uden blær, men et billede af livet som en almindelig 21-årig knægt, som bare nyder at miste hæmningerne og hygge sig med sine nærmeste. 

Hvem er LACE for dem, der ikke kender dig?

– “Lace er en 21-årig uafhængig hip hop kunstner, der er født og opvokset i København. I musikken tager jeg udgangspunkt i mit eget liv, og teksterne handler her om ungdommen, positive vibes og hænge med vennerne”.

Hvordan startede det med musikken?

– “Jeg smed mit første selvskrevne vers op på YouTube i 2011, dengang rappede jeg på engelsk. Herefter fik jeg blod på tanden for at blive den bedste version af mig selv jeg kunne, når det kom til musikken. Jeg begyndte at skrive, indspille og mixe mine egne tracks, som jeg regelmæssigt smed op på YouTube. Jeg fik her hurtigt en mindre fanbase, som fulgte min udvikling, til det Lace er blevet i dag”.

Hvad betyder noget for dig, når du laver musik?

– “Det vigtigste er, at jeg er ærlig overfor mig selv i min musik. Jeg vil ikke snakke eller blære mig om ting, jeg ikke har opnået endnu, men derimod male et billede af den helt almindelige 21-årige knægt, som bare nyder at miste hæmningerne og hygge sig med sine nærmeste”.

Gør du dig nogen særlige tanker omkring den visuelle side af din musik?

– “Den visuelle side af musikken bliver der allerede taget hånd om i skriveprocessen. Jeg gør meget ud af at folk skal kunne danne billeder i hovedet og perspektivere mine tekster til oplevelser de selv har haft. Universet som “Fint Nu” skaber er et meget afslappet univers uden behov for overdramatisering eller pynt. Dette afspejles også i blandt andet mine musikvideoer, da du ikke vil se mig i et stort privatfly eller med diamanter på tænderne medmindre det er noget jeg gør til hverdag. Teksterne, videoerne og billedernes ultimative mål er at give folk et billede af min hverdag, og vise at den nok ikke er så anderledes end deres egen”.

Fortæl os om din nye ep ”Fint nu”?

– “Fint Nu” startede som projekt for omkring et års tid siden. Jeg sad i studiet og arbejdede på ny musik da jeg fik besøg af min nuværende manager Mirza. Vi besluttede os for, at der skulle en EP ud, som kunne skabe fundamentet og give folk et billede af, hvem Lace er som artist. Et år og omkring 30 tracks senere lå EP’en på alle streamingtjenester samt en musikvideo til singlen ‘Fint Nu'”. 

Hvad bringer fremtiden?

– “Fremtiden kommer klart til at bringe en masse søvnløse nætter først og fremmest. Der bliver konstant arbejdet på nyt musik, og folk kan allerede glæde sig til de fremtidige udgivelser. Udover det bringer fremtiden selvfølgelig endnu flere sene hjemture efter diverse fornøjelser og impuls beslutninger som jeg og vennegruppen er blevet så glade for”.

Noget du vil tilføje?

– “Jeg vil gerne sige tusinde tak til dem som har været inde og lytte til EP’en og den enormt gode respons jeg har fået på det hele. I kan glæde jer til hvad i har i vente!”.

Hør “Fint nu” på Drop Deads spotify-liste og se videoen her!!