Interview: Salazar ude med ny single + video

Har du nogensinde været forelsket? Måske er du i tvivl, om du er det? Måske
er du det stadig? Salazar er ude med 1. kapitel af sin kærlighedstriologi, der er en del af hans kommende projekt “Fra hjertet”. 

– “Med det her projekt er jeg gået tilbage til, hvorfor jeg startede med at udtrykke mig musikalsk – deraf navnet ‘Fra hjertet'”, fortæller Salazar om sit kommende projekt.

Vi møder hinanden foran hans studie på Vesterbro en halv time senere end aftalt, begge to sent på den. Salazar undskylder for muligt rod i studiet fra en sen session dagen inden, men der er ingen ting at undskylde for. Det er tidlig eftermiddag, og solen er fremme, så vi går ned på en cafe og fortsætter snakken over en kaffe.

– ”Jeg har ikke udgivet musik eller været ude og spille det seneste år, fordi jeg har
haft brug for at trække stikket, koble ud og finde tilbage til kernen. Tilbage til
hvorfor jeg startede med at udtrykke mig musikalsk”.

Salazar er en erfaren herre i musikbranchen og har turneret landet tyndt med
navne som Ankerstjerne og Rasmus Seebach på flere festivaler, koncertsale og
diskoteker end de fleste.
På det nye projekt har Salazar valgt at gøre det hele selv, på sin egen måde  gennem sit eget pladeselskab, Art. Han hiver op i trøjen og viser ordet tatoveret under brystet – en fysisk understregning af; “jeg gør det selv, og jeg går all in den her gang.

– “Det har været hårdt at sidde på sidelinien, men det har helt sikkert været en nødvendighed for mig. Der gik for meget branche i den, og pausen har givet mig rum og tid til at finde mig selv i musikken igen.
Det har samtidig betydet, at jeg mere end nogensinde før har dannet mig en klar vision for min karriere og mine mål, og det giver ikk plads til at gå på kompromis med min kunst og udtryksform. Derfor gør jeg det uafhængigt, og præcis som jeg ønsker, ser og hører.

Vi går tilbage op i studiet for at snakke videre og høre noget af det nye musik. Salazar fortæller, at størstedelen af projektet er blevet til i et sommerhus i samarbejde med blandt andre musiker og sangskriver Andreas Odbjerg og producer Malthe Rostrup (Jada, Chris Burton, Sylvester).
Det er en skildring og fortolkning af hans egen virkelighed og den evige forelskelse.

– “Jeg er jo en håbløs romantiker. Måske findes der ét menneske, ud af alle mennesker der trækker vejret på den her jord, der altid får et smil frem i dig eller altid får et suk ud af dig, når du tænker på dem.
Stemmen inde i hovedet siger; det gik jo ikk’!, timingen var helt forkert!, han ændrer sig aldrig, jeg var ikke klar, Jeg anede ikke hvad det var, da jeg havde det.
Hvad end det er, så er der mange ubekendte, fremmede tanker og følelser, som følger en ægte, dyb, forelskelse”.

Salazar tænder computeren og bruger lang tid på at indstille højtaleren. Han spørger gentagne gange, er lyden fin nok? Det er tydeligt, at projektet betyder meget for ham.
Projektet “Fra hjertet” består af i alt otte numre. Først med det upbeat intronummer “90’erne”, hvor stemningen er sex, alkohol og det hurtige liv. Herefter følger en video-triologi over et kærlighedsforhold instrueret af Alitophotomatic, hvor det bliver en smule mere dystert.

– “Triologien er bygget op omkring et forhold – med starten af forelskelsen, midt i forelskelsen og til sidst efter forelskelsen, hvor man er gået fra hinanden. Men det hele skal forstås bagfra, så på første single “Lidt for meget”, er vi gået fra hinanden, men har svært ved at affinde os med situationen, efter vi har splittet veje”.

Vi hører hele albummet igennem. Det er et gennemtænkt projekt, hvor der virkelig er tænkt over hver detaljer. Det er dagen inden første single udkommer, så Salazar er spændt, men også afklaret.

– “Mine venner har villet komme med input, og vi er næsten blevet uvenner, fordi jeg ikke ville lytte haha, men projektet er færdigt, og jeg er helt ekstatisk og spændt på at se, hvad året bringer, men jeg er så klar på det!”. 

Salazar følger mig ud, han skal lige have sig en cigaret, inden endnu en lang aften i studiet. Omkvædet fra en af de nye sange kører i mit hoved, imens jeg går mod bussen – ingen tvivl om, at “Fra hjertet” nok skal klarer sig godt.

Hør 1. kapitel “Lidt for meget” på Drop Deads spotifyliste og se videoen.