Video: Pede B fortæller gennem sin søn på “Lille ven”

Pede B udfordrer endnu engang sig selv – denne gang med sangen “Lille ven”, som er skrevet og filmet fra hans søns synsvinkel.

Vi fangede Pede B til en snak – selvfølgelig om hans nye nummer, men også hvilken betydning det har haft for hans musik, at han er blevet far, og hvad et godt live-show er.

Læs med her!!!

Fortæl os om din nye single “Lille ven” og videoen bag?

– “Jeg gik i lidt tid og overvejede, at det kunne være en interessant tilgang til et nummer at skrive det fra min søns synsvinkel. Jeg prøver så meget som muligt, at arbejde ud fra dogmer og udfordringer, så man ikke bare skriver den samme raptekst igen og igen. I oktober spillede FredNukes en skitse for mig, som han havde lavet med Mads Viktor, som han selv beskrev som “meget j Cole agtig”. Jeg havde samme morgen været ude for et mindre trafikuheld med min søn på bagsædet, og det kunne jeg ikke rigtig ryste ud af hovedet, da jeg sad der i Fredes hjemmestudie. Så kom jeg til at tænke på ideen med at skrive fra min søns synsvinkel og så inddrage oplevelsen fra samme formiddag. Sådan kom jeg igang med det hele.

Efterfølgende kom Pilfinger og Livid med ind over nummeret og hjælp med at binde det sammen og skrive et fedt hook.

Videoen er lavet af Jacob Jorp på en regnfyldt mandag, hvor vi kørte rundt og skød små scener. Mest i vores studie og i min lejlighed. Jorp er så mega god til at fortælle historier med simple billeder, og det synes jeg virkelig han har gjort godt her”.

Hvilken betydning har det haft for din musik, at du er blevet far?

– “Først og fremmest har det ændret på mine arbejdstider. Jeg skriver slet ikke så meget om natten, som jeg plejede at gøre. Man kan heller ikke længere bare impulsivt drage mod et eller andet sommerhus for et bruge en uges tid på at lave numre – i hvert fald ikke uden det skal arrangeres ned til mindste detalje først.

Min hustru kommer selv fra musikverdenen og har bl.a. været med til at starte det lille indie-label Kontrafon. Det er virkelig fedt, at hun kender branchen og fx forstår det, hvis man skal til en lydprøve eller lignende. Der er ikke så mange misforståelser, som jeg har prøvet i forhold, hvor den anden part slet ikke kendte til den verden.

Jeg har faktisk haft Karl, som Lille Ven handler om, med til en del koncerter. Fx Roskilde og Operap i Tivoli.

Da jeg spillede på Roskilde i 2015, gav de frivillige mig en sparegris, som jeg kunne forære karl. Den tabte og smadrede han forleden dag, og spurgte mig bagefter med tårer i øjnene, om jeg ikke kunne “holde en fest med mine venner i Roskilde”, så han kunne få en ny. Det er sjovt at se de to verdener mødes på den måde”.

Hvem er featuren på nummeret?

– “Det er det unge multitalent, Dean Pless, som jeg har mødt gennem Adam Sampler. Han er kun 18 år og både synger, rapper og producerer. Han skal nok blive til noget stort!”.

Hvad er et godt live show ifølge dig, og kan vi opleve dig live henover sommeren?

– “Jamen, der er vel mange forskellige slags måder at levere et godt show… Personligt prøver jeg altid at levere en masse nærvær, energi, personlighed og rutine.

Jeg har altid den samme grundstamme med bestående af DJ Noize, Adam Sampler og Lukas Lunderskov. Vi har arbejdet så længe sammen, at vi virkelig kender hinandens styrker og svagheder i en live-sammenhæng. Vores shows er altid en intens omgang med benhård levering, freestyle, stagedives og andet lir.

Vi spiller på en helt masse festivaler den her sommer. Jeg må ikke afsløre så mange af dem, men SMUK og Pumpehusets Byhave har offentliggjort, at vi kommer forbi. Hold øje med mine sociale medier de kommende uger, hvis du vil være up to date med de 10-12 festivaler, vi rammer den her sommer”.

Hvad bringer fremtiden ellers?

– “Der er lukket helt ned for spillestedskoncerter i 2019, men til gengæld spiller vi en del festivaler. I forhold til spillestederne lader vi op, så vi kan lave noget helt vildt i feb 2020. Det glæder jeg mig til at afsløre.

Der kommer måske også noget udgivelse lige om snart. Måske endda før end man skulle tro…”. 

Se videoen her!